Christopher Læssø spiller overfor Claes Bang i svenske Ruben Östlunds spillefilm "The Square". Filmen modtog søndag aften den største og fineste af priserne ved årets filmfestival i Cannes -Guldpalmen.
Claes Bang spiller hovedrollen som en småforvirret direktør for et kunstmuseum, der står for at skulle arrangere en stort anlagt udstilling, men han har svært ved at samle sig om opgaven. Han bliver frastjålet sin pung og telefon, og får hjælp af sin assistent, spillet af Christopher, til at forsøge at skaffe tingene tilbage.
"The Square" rummer al Ruben Östlunds sorte humor, og filmen har desuden Elisabeth Moss og Dominic West på rollelisten.